Sommer i haven, fortjent pris og kloge ord

Erhverv Hjørrings Business Get-Together er et tilløbsstykke

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Typisk dansk sommervejr med sol, skyer og en enkelt byge dannede rammen om Erhverv Hjørrings efterhånden traditionelle Business Get-Together i Amtmandsboligens have i Hjørring.

Omkring 150 repræsentanter for det lokale erhvervsliv fyldte det store telt, der summede af networking, kloge ord fra scenen og ikke mindst overrækkelse af Erhverv Hjørrings Initiativpris 2023, der gik til Novo Nordisk.

Du kan læse særskilt artikel om prisvinderen her:

Global succes med spektakulært lokalt afkast.

Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, fremhævede i sit indlæg, at ”mange af vores virksomheder har virkelig vind i sejlene. Både små og store virksomheder trives og har det godt i Hjørring kommune, selv om der selvfølgelig altid er ting, der kan udvikles og styrkes – og det er netop fokus for Erhverv Hjørrings arbejde.”

Formanden nævnte desuden i sit indlæg, hvad Erhverv Hjørring anser som en god kommune. Han sagde blandt andet:

”En god erhvervskommune har et offensivt og ambitiøst svar på udfordringerne samt en proaktiv tilgang til erhvervsudvikling og erhvervsfremme.

Det vil sige, at kommunen ikke skal komme med reaktive svar på aktuelle problemer, men have en langsigtet vision, som omsættes til konkrete handlinger.

En god erhvervskommune lytter til erhvervslivet.

En god erhvervskommune har en serviceorienteret forvaltning, der ser det som sin fornemste opgave at hjælpe virksomheder, om det er som nystartet, tilflytter eller i en vækstfase.

Image-opbygning af Hjørring kommune som et attraktivt erhvervsområde er også en vigtig opgave for den gode erhvervskommune. Vi skal være bedre til sammen – erhvervsliv og kommune – at fortælle de gode historier, og der skal arbejdes professionelt med at synliggøre og sælge erhvervskommunen Hjørring.

Desuden kan der være et stort potentiale i, at uddannelsesinstitutioner får et stærkere og udbygget samarbejde med kommunens virksomheder om praktikpladser, studenterjobs, garanti for jobs efter endt uddannelse samt udbygget samarbejde om virksomhedernes efter-/videreuddannelser.

Ambitionen må være, at vi i Hjørring Kommune gør det bedre/mere intelligent end i andre kommuner.

En erhvervskommune er god, hvis det er sådan, den opleves af borgere og erhvervsliv – ikke hvis den bare siger, at den er det.

Det Erhverv Hjørrings håb, at den kommende erhvervsudviklingsstrategi og -politik vil inkorporere disse anbefalinger.”

Til at gå hjem på fik deltagerne er spændende, tankevækkende og muntert oplæg fra fremtidsforsker  Anne-Marie Dahl, som med udgangspunkt i megatrends – de dybe og varige forandringer i samfundet – gav input til, hvordan virksomhederne kan tiltrække og fastholde medarbejdere i en tid med mangel på arbejdskraft.

Del denne artikel