Vi må kunne gøre det bedre i Hjørring

Erhvervspolitisk præsentation: Britta Eckhardt, Kristendemokraterne

Britta Eckhardt – spidskandidat til KV21 i Hjørring for Kristendemokraterne

Torsdag den 14. oktober 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Spidskandidaterne og deres syn på erhvervspolitik op til kommunalvalget den 16. november præsenteres i en serie artikler i ErhvervsNyt. Det sker som optakt til Erhverv Hjørrings medlemsarrangement Erhvervspolitisk Valgmøde 2021 den 9. november i Bibliotekssalen i Metropol i Hjørring.

I denne artikel handler det om Britta Eckhardt, der er spidskandidat for Kristendemokraterne. Partiet er ikke repræsenteret i det nuværende Hjørring Byråd.

Familien er udgangspunkt for Kristendemokraternes politik og dermed også for Britta Eckhardt. Men det betyder ikke, at hun som partiets spidskandidat i Hjørring er uden holdning til erhvervspolitikken.

For som der står i partiets lokale valgoplæg – pengene kommer ikke af sig selv.

Britta Eckhardt vil arbejde for optimale betingelser for, at virksomheder kan drives og udvikles. Hun ønsker fokus på initiativer til yderligere udvikling af turisme- og oplevelseserhvervene, og hun vil arbejde for, at virksomhedernes sociale ansvarlighed øges, samt at kommunen og virksomhederne samarbejder om grøn omstilling.

Helt konkret peger Britta Eckhardt på, at Hjørring Kommune ikke klarer sig specielt godt i sammenligning med andre kommuner. En ny rapport fra DI placerer således Hjørring som nr. 72 ud af 98 kommuner, når det gælder offentligt/privat samarbejde. Kun 23,9 pct. af Hjørring Kommunes udbudsegnede opgaver løses af private, mens ”best practice” ifølge DI er 41.3 pct.

Det må Hjørring kunne gøre bedre, mener Britta Eckhardt, der i det hele taget mener, at det politiske niveau skal stille større krav til, at den kommunale forvaltning på alle områder skal tage udgangspunkt i, at kommunen er til for borgernes skyld.

Blandt andet derfor er Britta Eckhardt også positiv overfor det nye tiltag i budgetforliget med en uvildig borgerrådgiver.

Del denne artikel