Vendelbo Vans i Tårs sælger frihed

Corona har medvirket til at øge omsætningen med 30 pct.

Indehaver Torben Jensen (til venstre) og og hans søn Jens Thøgersen i Vendelbo Vans showroom i Tårs.

Tirsdag den 8. februar 2022

Skrevet af journalist Mette Ring for Erhverv Hjørring

”Når nogen spørger mig, hvad jeg laver, så plejer jeg at svare: Jeg sælger frihed,” siger Torben Jensen, der er indehaver af Vendelbo Vans.

Udover at virksomheden selv producerer skræddersyede autocampere helt efter kundernes ønsker og behov, så importerer og forhandler Vendelbo Vans også autocampere i alle prisklasser. De dyreste koster i omegnen af ca. 1 million kroner til de billigste, som kan fås for omkring 500.000 kr. De skræddersyede autocampere kan løbe op i 2,5 til 3 millioner kroner.

Udover salg så er der også et værksted på adressen i Tårs, som udfører alle slags reparationer på autocampere. Og dertil kommer også udlejning af autocampere.

Vendelbo Vans har 11 ansatte udover Torben Jensen. De er fordelt med tre på kontor og salg og resten på værkstedet – hovedsageligt mekanikere, som alle har suppleret med kurser og efteruddannelse.

En afgiftsnedsættelse i 2017 på autocampere gav travlhed i Tårs-virksomheden, men da corona og nedlukning ramte i foråret 2020, gik det hele lidt i stå for en stund. Henimod sommerferien begyndte det pludselig at gå stærkt, og sådan har det været lige siden.

”Vi tror på og kan se, at folk, der ikke har interesseret sig for den rejseform, pludselig har fået øjnene op for de muligheder, det giver. Mange har fået øjnene op for alle de fantastiske steder, der findes i Danmark, og de oplevelser, der er lige uden for døren – uden man behøver at køre tusindvis af kilometer. De nære oplevelser sammen med familien, steder man ikke anede fandtes, og overraskelser, man ikke lige havde forventet at få,” fortæller Torben Jensen.

Han oplever, at friheden, fleksibiliteten og trygheden i at have sit eget hjem ”med på hjul” tiltaler flere og flere, og det kan ses i en omsætning, der de seneste par år er øget med 30 procent.

”Man skal ikke planlægge ret meget på forhånd, man skal ikke stå i kø nogen steder eller være afhængig af nogen. Man kan bare gribe nøglen og komme afsted. Det handler bare om at købe en ekstra tandbørste. Og skulle uheldet være ude og man bliver smittet, så kan man jo isolere sig – i sit eget hjem på hjul,” siger Torben Jensen.

Det hele begyndte med et bilværksted som en naturlig konsekvens af, at Torben Jensens bedstefar i 1916 blev en af de første automobilejere nord for fjorden.

”Så på min dåbsattest stod der nok, at jeg skulle have noget med hjul at gøre,” siger Torben Jensen.

I midten af 1980’erne begyndte han på hobbybasis at ombygge og renovere udtjente militære køretøjer og gamle postbiler, og i dag køber og forhandler virksomheden færdige autocampere fra fabrikker i Tyskland og Italien.

”Som er det er lige nu, er det faktisk svært at følge med. Fabrikkerne kan ikke levere det, de plejer. Vi får ca. 20 procent mindre, og lagt sammen med en større efterspørgsel er det lidt af en udfordring. Vi har allerede bestilt det, vi skal bruge til 2023, så som kunde skal man lige nu være et år til halvandet forud i forhold til at få en autocamper bestilt.”

Og skulle man være blevet nysgerrig, så er der altid omkring 50 vans at kigge på hos Vendelbo Vans i Tårs.

Del denne artikel