Vendelbo Spedition med nyt koncept

Tilbyder samlet håndtering af lager/logistik for bl. a. webshops

De nye digitalt styrede logimater på lagret hos Vendelbo Spedition. På billedet ses Karsten Stidsborg, der har fået besøg af IT-manager Peter Carstens og IT-udvikler Marcus Rynkeby Jørgensen (til venstre).

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

One Stop Shop er navnet på et nyt koncept, som Vendelbo Spedition nu tilbyder. Konceptet er et tilbud om samlet håndtering af varemodtagelse, opbevaring på lager, ekspedition og levering til kunderne.

”Vi ser et marked – f. eks. hos webshops – som med vores løsning kan koncentrere sig om markedsføring og salg, mens vi med vores ekspertise i logistik kan tage os af den praktiske håndtering af produkterne,” forklarer driftschef Flemming Gregersen, Vendelbo Spedition.

Flemming Gregersen er i gang med en indledende dialog med mulige kunder. Han forudser en løbende udvikling af konceptet i takt med kundernes specifikke ønsker.

Det er den fuldstændige digitalisering af virksomheden i kombination med indkøb af seks såkaldte logimater, som muliggør det nye outsourcing-koncept.

Logimaten er et pladsbesparende hyldesystem, der digitalt holder styr på varerne på hylderne og hurtigt kan finde dem frem.

Implementeringen af den digitale styring af alle arbejdsgange hos Vendelbo Spedition har stået på gennem et par år. Samtidig har Vendelbo Spedition udvidet domicilet på Sprogøvej klos op ad motorvej E39 i Hjørring, så der nu samlet er 4166 kvm. under tag. Udvidelsen indeholder tidssvarende grønne løsning som solceller på taget og opsamling af kalkfrit regnvand til bilvask.

Vendelbo Spedition A/S har eksisteret siden 1971 og har i dag 80 medarbejdere og 50 lastbiler på vejene, fortrinsvis i Skandinavien.

Del denne artikel