Udenlandsk arbejdskraft er en stor gevinst

Næsten 300.000 udlændinge er beskæftiget i Danmark

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Udenlandsk arbejdskraft er en stor gevinst for de danske virksomheder. Arbejdsgiver-organisationen Dansk Erhverv har opgjort, at der i 2022 var 287.300 fuldtidsbeskæftigede udenlandske lønmodtagere ansat i Danmark. Det svarer til 11,8 pct. af alle fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i Danmark.

Siden 2008 er antallet af fuldtidsbeskæftigelse udenlandske lønmodtagere til Danmark vokset med 153.000, hvilket svarer til mere end en fordobling.

Med 35.000 er Polen den største leverandør af udenlandske arbejdskraft til Danmark fulgt af Rumænien med 24.000.

Ifølge Dansk Industri har de rekordmange udenlandske medarbejdere været relativt bredt fordelt på tværs af brancher. Målt på antallet af beskæftigede har bidraget været størst i industrien, de operationelle serviceområder samt den offentlige sektor.

Hotel- og restaurationsbranchen og handel har ligeledes fået væsentligt flere udenlandske medarbejdere, mens udlændingenes bidrag til beskæftigelsesvæksten det seneste år også har været tydelig i bygge- og anlægsbranchen samt inden for transport, videnservice, information og kommunikation.

I alle de nævnte brancher er antallet af fuldtidsbeskæftigede udenlandske medarbejdere steget med mellem 8 og 16 procent i løbet af de seneste år.

Udenlandsk arbejdskraft er også til stor gavn for dansk økonomi. Beregninger fra Dansk Erhverv på baggrund af Finansministeriet og Jobindsats viser, at i 2022 løftede udenlandsk arbejdskraft Danmarks BNP med 255 mia. kr. (2022-priser). Det er markant højere end i 2008, hvor udenlandsk arbejdskraft løftede Danmarks BNP med 100 mia. kr.

Del denne artikel