Store muligheder og store udfordringer

Erhverv Hjørring inviterer til Boost-møde med Niras-chef om grøn omstilling

Søren Hagemann i Niras-domicilet på havnefronten i Aalborg.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Der ligger gigantiske muligheder for virksomhederne i Nordjylland i den grønne omstilling, der efter alt at dømme i de kommende år vil blive drevet af  investeringer i milliardklassen.

Det er den gode nyhed, som Søren Hageman vil præsentere på Erhverv Hjørrings boost-møde den 19. september kl. 15.30 på Amtmandstoften i Hjørring. Tilmelding her.

Søren Hagemans knap så velkomne budskab er, at den grønne omstilling er kompleks, og at den aktuelle hastighed for omstillingen ikke holder trit med den accelererende trussel mod klimaet.

ErhvervsNyt mødte Søren Hageman på hans kontor på Aalborgs havnefront, hvor han er regionsdirektør for det internationale rådgivende ingeniørfirma NIRAS A/S, der har godt 200 medarbejdere i den nordjyske afdeling og 2700 på verdensplan.

Søren Hageman bruger NIRAS som et håndgribeligt eksempel på forretningsudvikling i den grønne omstilling.

”Vi opruster på området ved at afsætte hver ottende indtjente krone i 10 år til at øge vores kompetencer og ressourcer dedikeret til grøn omstilling. Vi forventer at ansætte 400 nye medarbejdere på området de kommende år,” siger Søren Hageman.

Han påpeger, at Nordjylland med sin beliggenhed har gode muligheder for at bidrage til grøn energiomstilling, og at initiativerne og visionerne allerede er mange i regionen. Der er gyldne muligheder for job-vækst og forretning i Nordjylland med henblik på grøn omstilling, men der er også mange ting, der skal lykkes, og der er knaster på vejen.

En af de store udfordringer kan blive at skaffe den nødvendige viden og arbejdskraft ude i virksomhederne. I første omgang primært i form af medarbejdere med universitets- eller anden tilsvarende baggrund, men senere i endnu højere grad også faglærte, når projekterne skal realiseres.

I følge Søren Hageman kommer vi næppe uden om, at en del af arbejdskraften skal komme udefra, hvis vi skal udnytte det fulde potentiale i den grønne omstilling.

Som NIRAS-chef ser Søren Hageman et stort potentiale for forretningsudvikling, men der er også plads til kritiske holdninger til den grønne omstilling og den klimapolitik, der føres.

”Som det er med bæredygtighed, hænger tingene sammen”, siger Søren Hagemann.

”Man kan ikke gøre noget uden at påvirke noget andet – og det tales der ikke altid så meget om, når kasseapparatet tæller, og de store visioner og ambitioner føres frem”.

Deltagerne på boost-mødet kan godt indstille sig på at høre nogle skarpe udmeldinger om bl.a forbrug og frembringelse af råstoffer, afhængighed og endda holdninger til kernekraft, der igen er kommet på tale i folkemunde, efter at have været et faktisk tabu i Danmark i årtier.

”Den konstante stigning i menneskehedens velstand og velfærd kan måles som et konstant stigende forbrug af energi, der lige fra arnestedets første bål til vor tids avancerede samfund primært er kommet fra fossil afbrænding. Intet tyder på, at stigningen i energiforbruget på verdensplan vil falde. Tværtimod. Så hvor skal alt denne energi komme fra? Skal vi tro på at sol, vind og vand og Power-to-X alene kan udgøre fremtidens primære energikilder?

Det og andre spørgsmål omkring grøn energiomstilling tager Søren Hageman gerne en diskussion om på mødet i Hjørring den 19. september.

Del denne artikel