Skarpere salgsindsats i en usikker tid

Boost-møde hos Erhverv Hjørring med peptalk fra en ekspert

Jesper Christensen – oplæg om skarpere salgsindsats i en usikker tid.

Tirsdag den 25. oktober 2022

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Tiderne er usikre. Ordrerne kommer ikke længere af sig selv. Det stiller krav til virksomhederne om en endnu skarpere salgsindsats.

Den kan du få inspiration til på Erhverv Hjørrings boost-møde med Jesper Christensen, der er ekspert i salg, som har gennemført peptalks for over 20.000 erhvervsfolk og gennem 14 år drevet selvstændig konsulentvirksomhed.

Mødet finder sted i Bibliotekssalen i Hjørring tirsdag den 8. november kl. 15 – 16.30. Tilmelding senest 5. november her.

Arrangementet er for medlemmer af Erhverv Hjørring. Er du ikke medlem, kan du blive det inden udgangen af oktober for kun to måneders kontingent. Læs mere her.

For en virksomhed med 1 – 5 medarbejdere koster medlemskab for resten af 2022 kun 125 kr. Og så er der gratis adgang til Jesper Christensens peptalk.

Hvad er så Jesper Christensens budskab til Erhverv Hjørrings medlemmer:

”Jeg vil tale om salgets betydning i en tid præget af forandringer. Vi er gået fra en tid med travlhed i mange brancher, hvor ordrerne nogle steder næsten kom af sig selv, til en tid, hvor vi nu oplever usikkerhed på mange områder. Der kommer flere konkurser, renterne og inflationen er stigende. Alt sammen noget som gør, at kunderne holder lidt mere på pengene og er mere kritiske i valg af leverandører eller valg af de butikker, hvor de vil handle.

Den nye situation kræver, at vi skal være endnu dygtigere i vores salgsarbejde, og være endnu bedre til at synliggøre værdien af vores ydelser, så kunderne ved, hvorfor de skal vælge netop dig, din virksomhed eller forretning.

Vi skal samtidig sikre, at vi bruger tiden på de rigtige kunder, og at vi har de rigtige produkter at tilbyde.

Det er derfor vigtigt, at den enkelte virksomhed eller forretning får lagt en god plan for, hvad der kræves for at få succes under de nye omstændigheder. Herunder ikke mindst, hvordan samtlige medarbejderne kan bidrage til en positiv udvikling af virksomheden eller forretningen.”

Del denne artikel