Serieiværksætter i den digitale verden

Jakob Neua Nørgaard inspirerede både erhvervsfolk og studerende

Jakob Neua Nørgaard på Hjørring Gymnasium

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Serieiværksætteren Jakob Neua Nørgaard var den eksterne attraktion ved Erhverv Hjørrings Nytårskur 2024 torsdag på Nordsøen i Hirtshals. Men Erhverv Hjørring var også sponsor for, at Jakob Neua Nørgaard fredag formiddag gentog sit foredrag for Hjørrings gymnasiale afgangsklasser. Først ved et arrangement på Hjørring Gymnasium og derefter på EUC Nord.

Forretningsfilosofi i den digitale tidsalder.

På sin humoristisk underspillede facon gav Jakob Neua Nørgaard både erhvervsfolkene på nytårskuren og de studerende et levende indblik i iværksætteri i 2000-tallet. Ikke mindst fik tilhørerne et klart indtryk at det mindset, som har gjort Jakob Neua Nørgaard til en succesfuld bagmand bag en stribe startups.

I dag er Jakob Neua Nørgaard aktuel med de efterhånden etablerede virksomheder Penneo (digital underskrift) og Estaldo (ejendomsmægler). Men tilhørerne ved de tre arrangementer fik en klar indikation af, at Jakob Neua Nørgaard slet ikke er færdig med at sætte nye spændende virksomheder i værk.

For Erhverv Hjørring er det efterhånden en tradition, at nytårskurens foredragsholder tilbydes som foredragsholder på byens undervisningsinstitutioner. Formålet er at øge de studerendes interesse for og kendskab til erhvervslivet i almindelighed og iværksætteri i særdeleshed.

Del denne artikel