Ser fremad med strategi og mærkesager

Aktive medlemmer til generalforsamling i Erhverv Hjørring

Herover ses billedserie fra Erhverv Hjørrings generalforsamling på Vendsyssel Teater.

Onsdag den 30. marts 2022

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Aktive medlemmer som deltagere i en mærkesags-event var et nyt indslag i Erhverv Hjørrings generalforsamling tirsdag på Vendsyssel Teater.

De traditionelle programpunkter med beretning, regnskab, valg osv. var suppleret med deltagernes aktive involvering i at kvalificere de mærkesager, som bestyrelsen har defineret som de erhvervspolitiske mærkesager, der skal danne grundlag for Erhverv Hjørrings virke.

Konsulent Mille Obel ledede eventen, hvor medlemmerne og bestyrelsen i grupper diskuterede prioriteringen af mærkesager og deres konkrete betydning for de enkelte virksomheder.

Inden da havde Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, aflagt beretning. Han sagde blandt andet med udgangspunkt i, at 2021 var præget af corona:

”I Erhverv Hjørring glæder vi os over, at vores erhvervsliv har evnet at håndtere denne vanskelige tid på fornem vis og formået at øge omsætning og skabe vækst på trods af situationen. Vi har fx aldrig haft så stor beskæftigelse og så få ledige i vores kommune som nu.

Vores virksomheder har været dygtige til at se muligheder og har forstået at hente hjælp og støtte, både fra de statslige corona-puljer, men også fra vækstprogrammer, som kan medvirke til at booste innovation, digitalisering, grøn omstilling, internationalisering og meget mere.”

Læs hele beretningen her.

Marian Hjermitslev

Til bestyrelsen nyvalgtes Marian Hjermitslev som afløser for Lise Bjørn Jørgensen, der ikke ønskede genvalg. Marian Hjermitslev ejer og driver UNOkaffebar på Springvandspladsen i Hjørring.

Erhverv Hjørrings bestyrelse består herefter af A. Neil Jacobsen, Karl Henrik Laursen, Dorte Hovaldt, Mette Green Clausen. Lasse Gram Pedersen, Per Christensen, Thomas Nielsen, Jørgen Haldrup Petersen og Marian Hjermitslev.

Desuden udpeges to repræsentanter for henholdsvis arbejdsgivere og arbejdstagere til afløsning for Peter Hvilshøj og Frank Tronborg.

Bestyrelsen konstituerer sig senere. Indtil da er A. Neil Jacobsen fortsat formand med Dorte Hovaldt og Karl Henrik Laursen som næstformænd.

Del denne artikel