Nytårskur 2024: Festlig, nyttig og udfordrende

Det sker den 18. januar på Nordsøen Forskerpark – Tilmelding er åben

“Vejen til iværksættersucces”: Iværksætterstjernen Jacob Neua er gæstetaler ved Nytårskur 2024.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Erhverv Hjørrings nytårskur er festlig med bobler og gastronomi. Den er nyttig med networking blandt erhvervsfolk fra hele Hjørring kommune. Og med serieiværksætteren Jacob Neua som taler bliver 2024-udgaven både spændende og inspirerende.

Deltagelse er eksklusivt for medlemmer af Erhverv Hjørring med maksimalt fem pladser pr. virksomhed. Der er åbent for tilmelding nu. Først-til-mølle princippet gælder. Du kan se programmet og tilmelde dig her:

Nytårskurens hovedtaler, Jakob Neua Nørgaard, er kendt fra fra Løvens Hule, hvor han pitchede sit nyeste projekt Estaldo. Jesper Buch kaldte ham “den største iværksætterstjerne i Løvens Hule nogensinde”.

Jakob Neua er co-founder af virksomheden Penneo, der tilbyder digital signering af dokumenter. Virksomheden blev børsnoteret i juni 2020. I dag er Jakob aktuel med start-uppen Estaldo, med hvilken han er godt i gang med at revolutionere ejendomsmæglerbranchen og måden, vi handler private ejendomme i Danmark.

Jacob Neua kalder sit foredrag ”Vejen til iværksættersucces”. Han tager tilhørerne med ind i maskinrummet hos en iværksætter, der går ind i nye projekter med liv og sjæl. Han motiveres af at udfordre det eksisterende og revolutionere fastgroede brancher – hvorfor holde fast i gamle forretningsmodeller, hvis tingene kan gøres nemmere og mere effektivt?

I foredraget giver Jakob Neua sin personlige opskrift på, hvordan start-ups får succes. Det handler for eksempel om at opbygge det rigtige team og at kunne sætte ting i system. Dernæst skal det være sjovt, mens der bygges op – ellers løber man tør for energi på halvvejen.

Hør om omveje, genveje og tilfældigheder på vejen til succes, og hvordan en mand i det offentlige system åbnede en motorvej af muligheder, fordi han udfordrede vanetænkningen. Hvordan Estaldo kører hele sit bogholderi for blot 2.200 kr. om måneden, og hvordan man rekrutterer de bedste medarbejdere i et marked, hvor der er hidsig rift om hovederne.

Del denne artikel