Nu står Kenneth på mål for Keatech

Fra professionel fodboldspiller til salgschef og medejer af GPS tracking-virksomhed

Kenneth Stenild har lagt målmandshandskerne og er rykket ind hos Keatech i Hjørring som partner og salgschef.

Fredag den 5. marts 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Kenneth Stenild har skiftet livet som professionel fodboldspiller ud med en karriere som partner i Keatech i Hjørring. Han er desuden salgschef i virksomheden, der udvikler og sælger GPS tracking.

”Min opgave er at opbygge en aktiv og udadrettet salgsorganisation, så vi kan opnå vores mål, nemlig at vi med udgangen af 2021 har fordoblet antallet af køretøjer, der er koblet op på Keatechs system,” siger Kenneth Stenild.

For mange vil Kenneth Stenild være kendt som en af 2000-tallets mest talentfulde danske fodboldmålmænd. Den nu 33-årige aalborgenser spillede på samtlige danske ungdomslandshold og blev i 2009 dansk mester med AaB.

Siden gik karrieren til AC Horsens og Sønderjyske og videre til Haugesund og Larvik i Norge.

I Norge startede Kenneth Stenild en civil karriere i en GPS tracking-virksomhed parallelt med målmandsjobbet i Fram Larvik. Efter nogle år vendte Kenneth Stenild tilbage til Danmark og blev salgschef i virksomheden Ordrestyring.

Keatech og Ordrestyring samarbejder, og ad den vej kom Kenneth Stenild i kontakt med Martin Oliver Mikaelsen, der er stifter og leder af Keatech i Hjørring.

Keatech blev stiftet i 2018 og har udviklet sig til en overskudsgivende forretning med over 500 virksomheder som kunder. Væksten er sket uden en dedikeret salgsindsats. Det skal der nu laves om på.

”Kenneth og jeg kunne se en oplagt mulighed for vækst ved at skabe en professionel salgsorganisation – netop det som Kenneth har arbejdet med tidligere,” siger Martin Oliver Mikaelsen.

De to partnere i Keatech forventer, at den forøgede salgsindsats i løbet af året vil resultere i ansættelse af én til to mand mere på kontoret i Hjørring samt to mand mere i Ukraine, hvor tre udviklere i dag arbejder med Keatechs software.

Et mål for Keatech er desuden at få gang i eksport, som Kenneth Stenild også medbringer erfaring med.

Keatechs produkt er er GPS-enhed, som enhver kan montere. Enheden er gratis. Den koster 75 kr. om måneden at anvende. GPS-enheden kommunikerer med Keatechs software, der også er baseret på enkelhed.

Keatech har små og mellemstore virksomheder som målgruppe. Specielt håndværksmestre og servicevirksomheder, der ønsker at holde styr på en flåde af biler – altså hvor bilerne er lige nu, hvor de har været og hvor længe.

Del denne artikel