Lige børn taler bedst sammen

Bad & Wellness har tilknyttet arkitekter der kommunikerer optimalt med kunderne

Arkitekterne Ida Bryldt og David Storkborg har taget plads i et af sauna-produkterne fra Bad & Wellness

Onsdag den 28. april 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

”Lige børn leger bedst”, lyder den gamle talemåde. Hos Bad & Wellness i Sindal kan det omskrives til ”Lige børn taler bedst sammen”. For når Ernst Nielsen har ansat højtuddannede i sin virksomhed er årsagen, at kommunikationen med kunderne dermed kommer til at foregå på et optimalt niveau.

Ernst Nielsen er indehaver af Bad & Wellness, som han har drevet siden 2005.

”Hos os handler det om at levere den bedst mulige kvalitet. Det koster. Der er ingenting, der er billigt hos Bad & Wellness. Derfor skal vi også i alt, hvad vi foretager os, levere det bedste. Lige fra, at kundens navn altid er stavet korrekt i tilbuddet, og til, at den færdige løsning i alle detaljer opfylder kundens krav. Så kvaliteten af medarbejderne skal modsvare dette niveau,” siger Ernst Nielsen.

I 10 år drev Ernst Nielsen virksomheden alene. Men som 65-årig måtte han gøre sig en grundlæggende overvejelse:

Afvikle eller udvikle?

Skulle han stille og roligt drosle virksomheden ned og forberede sin pensionering. Eller skulle han gøre Bad & Wellness til et mere værdifuldt aktiv, når virksomheden en gang skulle afhændes.

Ernst Nielsen valgte – blandt andet med rådgivning fra Hjørring ErhvervsCenter –  det sidste. Det førte til ansættelse af David Storkborg, der er arkitekt-uddannet fra Aalborg Universitet. I første omgang med løntilskud fra Landdistriktsvækstpilot-ordningen.

Siden er David Storkborg ansat på ordinære vilkår, og det samme er Ida Bryldt, der også er arkitekt.

Bad & Wellness projekterer, sælger og bygger badeværelser, dampbade, saunaer og kombinerede løsninger indenfor wellness-området. Kunde-segmentet spænder fra private boliger til hoteller og offentlige institutioner.

Blandt de mere kendte aftagere kan nævnes Hotel d´Angleterre, Badeanstalten Helgoland, Skodsborg Kurcenter. Og mere lokalt Vandhuset i Hjørring, Sindalhallerne og Gigantium.

Bad & Wellness udarbejder projekterne og leverer materialerne, mens selve byggeriet udføres af faste underleverandører.

”På timeløn, altid på timeløn. Der skal være tid til at gøre tingene helt rigtigt,” siger Ernst Nielsen.

Som så mange andre i byggebranchen har Ernst Nielsen og hans medarbejdere nok at se til lige nu.

”Det er tydeligt, at corona-perioden har givet folk tid og lyst til at investere i deres bolig. Måske fordi det ikke har været muligt at rejse. Og der er mange med penge i banken til at betale for at opfylde deres drømme om wellness i høj kvalitet,” siger Ernst Nielsen.

Sauna på badeanstalten Helgoland leveret af Bad & Wellness.

Del denne artikel