Højt niveau på bagtæppe af udfordringer

Erhverv Hjørring kom op på fulde omdrejninger i 2022

Formand A. Neil Jacobsen aflægger beretning på generalforsamlingen i Erhverv Hjørring.

Fredag den 31. marts 2023

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

”Jeg tænker, at I nok alle er trætte af at høre ordene Corona og krig igen, men de seneste tre år har haft så markant indflydelse på erhvervslivets vilkår samt ikke mindst også på os alle som mennesker og borgere, at det nødvendigvis også bør nævnes i denne beretning.”

Således tegnede Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, bagtæppet op for erhvervsforeningens virke i 2022 på generalforsamlingen torsdag på Vendsyssel Teater i Hjørring.

Du kan læse formandens fyldige beretning i sin helhed her.

Borgmester Søren Smalbro var blandt deltagerne i generalforsamlingen.

Overordnet konstaterede A. Neil Jacobsen, at 2022 var et år, hvor Erhverv Hjørring var tilbage på fuldt omdrejningstal med en dedikeret indsats på en lang række områder.

Formanden fremhævede specielt, hvordan bestyrelsen i årets løb havde fokuseret sin indsats ind på et antal mærkesager.

Du kan se en informativ gennemgang af mærkesager på Erhverv Hjørrings hjemmeside her.

Virksomhedernes efterspørgsel efter kompetent arbejdskraft sammenholdt med den gradvise reducering af arbejdsstyrke i Hjørring kommune og i landsdelen i det hele taget nævnte A. Neil Jacobsen som den største udfordring nu og i de kommende år.

I den forbindelse sagde formanden:

”Vi har drøftet dette tema grundigt, og Hjørring Kommunes Byråd og Udvalg for Arbejdsmarked, Erhverv og Uddannelse er sig meget bevidste om den store udfordring.

Der gøres en stor indsats for at gøre ledige medborgere arbejdsparate og i at bistå virksomhederne med at rekruttere arbejdskraft. Det er naturligvis glædeligt.

I Erhverv Hjørring ser vi dog behov for at sætte yderligere turbo på indsatsen. Ikke mindst inden for to områder som har for lidt opmærksomhed: Bosætning og digitalisering.

Hvis vi tager det første punkt bosætning, så kan det siges kort: Vi er alt for dårlige til at sælge vores kommune som et attraktivt sted at bo og arbejde.

Det er ikke en ny udfordring, men der skal snart ske noget. Vi håber på og beder derfor om fornyet og øget politisk fokus på bosætnings-problematikken ifm. udviklingen af den nye erhvervspolitik for kommunen. Men samtidigt skal vi også selv som virksomheder huske påtage os et ansvar for at tiltrække borgere til kommunen.

Omkring digitalisering kan det også siges kort: Der er vi heller ikke gode nok.

Digitalisering, effektiviseringer og brug af automation og robotteknologi er en nødvendig vej at gå for at kunne sikre fortsat vækst og udvikling i vores virksomheder, når vores arbejdsstyrke reduceres.

Mange virksomheder har været tøvende med at indføre digitale teknologier fuldt ud, idet den økonomiske gevinst ikke umiddelbart står mål med investeringerne.

Der er behov for at vores virksomheder i højere grad bliver bevidste om, at investeringerne er nødvendige for overhovedet at kunne producere produktet eller serviceydelsen på sigt.”

På generalforsamlingen valgtes direktør Jesper Horne, Sindal Biogas, til en vakant plads som medlem af bestyrelsen.

Efter selve generalforsamlingen præsenterede Poul Rask Nielsen et oplæg om grøn omstilling.

Poul Rask Nielsen er senior projekt manager hos Hjørring Kommune. Hans opgave er at medvirke til grøn omstilling på en måde, der gavner lokalområdet maksimalt.

I sit oplæg pegede Poul Rask Nielsen på vind, sol og biogas som lokale ressourcer til grøn omstilling. Han fremhævede, hvordan Hjørring Kommune kan styrke de mange private initiativer, der skyder frem i disse år, så at de bliver til gavn for både den grønne omstilling og det lokale erhvervsliv.

Poul Rask Nielsen understregede, at der ikke er nogen entydig køreplan for indsatsen, men en lang række muligheder og mønstre i løbende forandring.

Del denne artikel