Hjem fra fabrikken …

Sommerhilsen fra Bo Geertsen, Erhverv Hjørrings direktør

Fredag den 1. juli 2022

Et minut tilbag’
Det’ sidste gang jeg ser et ur i dag.

Sådan begynder titelmelodien på Andreas Odbjerg’s 6-stjernede debutalbum, der blev udsendt dette forår. Med lidt god vilje, kan teksten tolkes som starten på en ferie med kæresten.

Og sommerferien står jo for døren med tid til afslapning, oplevelser og tid til familien. Men det er desværre ikke alle forundt.

Krigen i Ukraine raser og sender massive flygtningestrømme ud i hele Europa. Familier splittes og frygt og usikkerhed tager over. Mindelser fra den kolde krig dukker op – hos os, der har oplevet den. De internationale relationer er er konfliktfyldte, og der oprustes. Nye lande søger om optagelse i Nato, og vi fik fjernet EU-forsvarsforbeholdene.

Aktiekurserne falder og brændstofs-priserne stiger til skyhøje højder.

Der er nok at være bekymret for, – og det netop som vi håbede på fremgang ovenpå mere end to år med coroana.

På trods af alt dette, er det derfor bestemt glædeligt, at det alligevel går godt for vores erhvervsliv.

Tiltrækning og fastholdelse af kompetent arbejdskraft er stadig en af erhvervslivets største udfordringer, og vi oplever vækst i mange af vores virksomheder. Senest med den fantastiske nyhed om udvidelsen af Novo Nordisk i Hjørring.

Men udvikling og vækst kommer ikke af sig selv, der skal arbejdes for det.

I Erhverv Hjørring har vi derfor også i dette halvår haft fokus på vores erhvervspolitiske mærkesager.

Gennem medlemsinddragende aktiviteter har vi defineret og skærpet vores mærkesager og holdninger. Vi har gennemført en større mærkesags-workshop og afholdt dialogmøder med lokale erhvervsforeninger i Løkken, Hirtshals og Tårs, hvor vi har modtaget værdifulde inputs. Næste halvår byder på dialogmøder i Sindal, Vrå og Bindslev.

Sigtet med dette arbejde er at leve op til vores mission om at vores erhvervsforening gerne skal opleves som et værdiskabende og indflydelsesrigt erhvervsfællesskab med en klar erhvervspolitisk dagsorden, der skaber værdi for medlemmerne og foreningens samarbejdspartnere.

Det er et vigtigt, kontinuerligt og langsigtet arbejde.

På de interne linjer fik Erhverv Hjørring ved indgangen til 2022 etableret sig med eget sekretariat efter nedlukningen af Hjørring ErhvervsCenter og dannelsen af det kommunale Business Hjørring.

Sekretariatet kom hurtigt i gear, og en række medlemsaktiviteter er gennemført.

Senest vores Stafetløb, hvor vi samlede 624 løbere og vandrere til en fantastisk aften med fokus på motion og networking. Med stafetten skaber vi en populær event, som vores virksomheder kan bruge til teambuilding-aktiviteter i egen virksomhed.

Efter sommerferien glæder vi os til at mødes til vores årlige Business Get Together i teltet på Amtmandstoften i Hjørring. Invitationen er sendt ud – tilmeld dig gerne allerede nu HER. Det er først-til-mølle!

Med ønsket om en god sommer!

Bo Geertsen,
direktør, Erhverv Hjørring

Del denne artikel