Hirtshals Yard adopterer skoleklasse

31 elever fra første skoletrin på Hirtshals Skole skal følge værftet helt frem til niende klasse

Udstyret med sikkerhedshjelme og refleksveste startede elevernes første besøg på værftet med en rundtur i værkstederne og dokken.

Tirsdag den 22. juni 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Hirtshals Yard har indledt et samarbejde med Hirtshals Skole, hvor 31 elever fra første klassetrin adopteres af værftet. Adoptionen strækker sig frem til niende klasse, hvor eleverne får mulighed for at kigge ind og se de mange spændende job- og uddannelsesmuligheder, der findes indenfor porten.

Samarbejdet omfatter desuden, at undervisningsfag fra skolen inddrages i besøgene. På den lange bane kommer eleverne dermed til at se koblingen mellem den teori, de lærer i skolen, i forhold til, hvordan faget bruget i praksis.

I et strategisk perspektiv handler det om at motivere unge til en maritim uddannelse og dermed medvirke til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Hirtshals Yard.

Hirtshals Yard er del af Den Maritime Lærlingeordning, der huses af MARLOG. Ordningen omfatter 11 øvrige virksomheder, hvoraf tre kører tilsvarende adoptionsprojekter. Succeshistorierne herfra gjorde, at direktør Peter Rishøj Jørgensen, Hirtshals Yard, hurtigt sagde ja til adoption, da karrierevejledningslærer Jørgen Jensen fra Skolecenter Hirtshals og maritim lærlingekoordinator Anette H. Sørensen ved MARLOG spurgte, om værftet havde lyst til at blive adoptionsvirksomhed.

I tråd med Hjørring Kommunes Ungegaranti, hvor den enkelte unge opnår en drøm om ”det gode liv”, er samarbejdet mellem virksomhed og elever med til at understøtte viden om job og uddannelse. Eleven skal tættere på praksis og gennem hele sit skoleforløb blive klogere på drømme, kompetencer og muligheder.

”Med adoptionsprojektet ønsker vi at vise eleverne de mange forskelligartede job, vi har på værftet. Hen over de næste mange år vil eleverne møde vores faglærte og administrative medarbejdere. Vi vil have fokus på de forskellige kompetencer, det enkelte job kræver, og på den måde er projektet i tråd med Ungegarantien, og vi glæder os til at være med til at følge den rejse, som den enkelte elev skal på i forhold til at følge drømmen om et godt liv,” fortæller Peter Rishøj Jørgensen, direktør Hirtshals Yard.

Del denne artikel