Hacker bombede Ditte Kim tilbage til start

Instagram-profil, der var basis for start-up, blev lukket efter forsøg på svindel

Ditte Kim Andersen fortæller i en video på Facebook om sin deprimerende oplevelse. Se videoen her.

Mandag den 1. marts 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

En hackers forsøg på svindel via Instagram er årsag til, at Ditte Kim Andersens iværksætter-projekt er bombet tilbage til start. Et års målrettet profilering via Instagram er tabt, og Ditte Kim Andersen sidder tilbage med en bitter frustration over både hackeren og Instagram.

2021 skulle have været året, hvor Ditte Kim Andersen gjorde sin passion til sin levevej (se artikel i ErhvervNyt), så hun sagde sit job hos Hjørring Kommune op og satsede fra 1. februar på at være coach i livsstil på fuld tid.

Konceptet var, at Ditte Kims Instagram-profil med 25.000 følgere skulle være en fødekæde til coaching-virksomheden.

Men midt i februar blev hun gjort opmærksom på, at en hacker havde oprettet to Instagram-profiler, der kun i ubetydelige detaljer afveg fra Ditte Kims profil. Via disse profiler blev deltagere i en konkurrence, som Ditte Kim havde kørende, kontaktet med en meddelelse om, at de havde vundet og ville få præmien udbetalt, hvis de blot sendte et kontonummer.

Et tilfælde af identitetstyveri og forsøg på svindel, som Ditte Kim straks indberettede til Instagram.

Reaktionen blev, at hendes originale Instagram-profil blev lukket ned uden varsel.

”Jeg har forsøgt at kontakte Instagram og finde en løsning, så jeg ikke mister alle de data og den historik, som var knyttet til profilen. Men uden held. Der er ingen, man kan snakke med. Det er som råbe ud i den blå luft,” siger en frustreret Ditte Kim Andersen.

Hun har nu måtte starte forfra med en ny profil på Instagram med indtil nu 2000 følgere.

”Det er ellers gået fint, og jeg har coaching-opgaver til tre måneder frem i tiden. Men hvad så derefter? Idéen er jo, at en stadigt voksende Instagram-profil skal generere kunderne til coaching. Og nu skal jeg måske bruge endnu et år på at nå op på det antal følgere, som var baggrunden for, at jeg turde kaste mig ud i coaching som min levevej,” siger Ditte Kim Andersen.

Del denne artikel