Futsal-succes er ved at sprænge rammerne

Erhvervslivets opbakning er afgørende for Hjørring Futsal klub

Det er en totaloplevelse af sport, lys og lyd at overvære futsal kampene i Hjørring.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Hjørring Futsal Klubs succes er ved at sprænge rammerne. Klubben vandt Danmarksmesterskabet i sidste måned. Interessen fra tilskuere og sponsorer er så massiv, at rammerne i Hallen Park Vendia er ved at sprænges.

”Vores samarbejde med sponsorer fra det lokale erhvervsliv er helt afgørende for vores succes. Og interessen fra nye sponsorer er stor. Virkeligheden er desværre, at vi ikke har plads til alle dem, der gerne vil støtte os.”

Sådan beskriver Hjørring Futsal Klubs formand, Peter Steen, den aktuelle situation for den succesrige klub.

Attraktionen ved at være sponsor i HFK er ikke blot at opnå synlighed. Det handler mindst lige så meget om at indgå i det netværk af sponsorer, der samles i hallen og spiser sammen inden kampene. Det drejer sig aktuelt om cirka 250 personer. Flere kan der simpelthen ikke presses ind hallens faciliteter.

Samme problem gælder for tilskuerne. Der er fuldt hus til alle HFK’s hjemmekampe. Det vil sige omkring 1000 tilskuere. Peter Steen mener, at der er potentiale for det dobbelte antal.

”Før hver kamp får jeg utallige opringninger fra folk, der spørger om jeg ikke kan skaffe dem en plads i hallen,” siger Peter Steen.

HFK-formanden har ingen forventning om, at Hjørring Kommune i overskuelig fremtid kan eller vil løse problemet med manglende kapacitet i Park Vendia, der senest blev renoveret og udvidet med Fiberhallen i 2015.

”Den kommunale organisation er gearet til drift. Ikke til udvikling,” siger Peter Steen, der selv har et mindset som en ”sportens iværksætter”, der på blot syv år har ført Hjørring Futsal Klub fra at være en mindre afdeling i Lundergaard Idrætsforening til at være landets førende i en idrætsgren, der er i hastig fremmarch på globalt plan.

Camila og Peter Steen: Sports-iværksættere.

Peter Steen er sammen med sin kone Camilla Steen, der har status af sponsorchef, meget synlige ildsjæle i en klub, der i øvrigt er kendetegnet ved et stort sammenhold med et bredt og entusiastisk netværk af frivillige.

Det kommer især til udtryk ved kampene i Hallen Park Vendia, som HFK har udviklet til et fascinerende lys- og lyd-show, der giver tilskuerne en totaloplevelse før, under og efter kampene.

”Den begejstring, der omgiver vores klub, er en væsentlig årsag til, at vi kan tiltrække tilskuere og sponsorer – og dygtige spillere. Jeg får hver år mere end et halvt hundrede henvendelser fra spillere, der gerne vil optræde i HFK-trøjen,” siger Peter Steen.

I en større sammenhæng ser Peter Steen futsal-succesen i Hjørring som et stærkt bidrag til at fremme bosætning i kommunen.

”Vi gør Hjørring synlig, og vi medvirker til at tiltrække og fastholde borgere i kommunen,” siger Peter Steen.

Derfor håber han også på, at der kan findes en løsning på kapacitetsproblemet i hallen. Hans vision er, at Park Vendia frigøres fra den kommunale administration og får en selvejende status.

”Se bare på Vrå, hvor det selvstændige Idrætscenter Vendsyssel har udviklet sig til et kraftcenter for byen både sportsligt og kulturelt. Det samme kunne ske i Hjørring,” siger Peter Steen.

Lige nu er Camilla og Peter Steen travlt optaget af den nærmeste fremtid, der byder på Hjørring Futsal Klubs første deltagelse som danske mestre i den europæiske Champions League. HFK håber, at den indledende runde i august kan spilles i Hjørring. Men der er rigtig mange brikker, der skal falde plads, inden også den drøm kan blive til virkelighed for succesklubben.

Del denne artikel