Fra maskinfabrik til solution provider

Erhverv Hjørring-medlemmer besøgte JS Proputec

Adm. direktør Anders Rytter Madsen var vært for Erhverv Hjørring-medlemmer hos JS Proputec

Fredag den 29. oktober 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Årets sidste virksomhedsbesøg for Erhverv Hjørrings medlemmer foregik torsdag hos JS Proputec i Hjørring.

Medejer og administrerende direktør Anders Rytter Madsen var vært og fortalte inspirerende om virksomhedens forvandling fra maskinfabrik til solution provider – dvs. leverandør af løsninger baseret på JS Proputec’s kerneprodukt, som er lamelpumper til fremføring af bi-produkter i fødevarevirksomheder.

Den moderne fortælling om JS Proputec handler om, hvordan forskellige strategier har flyttet virksomheden, siden den i 2012 fik nye ejere.

I første omgang var strategien at skære underleverandør-delen af den traditionelle maskinfabrik bort og satse målrettet på produktion af det, som var unikt i virksomheden, nemlig den patenterede lamelpumpe.

Denne omstilling blev fulgt op af modernisering af produktionsapparatet og indførelse af LEAN-principper.

Det blev desuden opsat ambitiøse mål for vækst samtidig med, at JS Proputec overordnet er i gang med at flytte sig fra at alene at være leverandør af pumper til at være totalleverandør af løsninger for hele produktionsforløb omkring pumpefunktionen.

Seneste har JS Proputec som den første i branchen flyttet sig ind i den digitale verden med produktet Maintenance MATE, der er en IoT-løsning til overvågning af pumperne ude hos kunden (se tidligere artikel her).

Del denne artikel