Endnu et trin i Lønstrups udvikling

Keramoda bygger om og tilføjer kontorfællesskab

Vibe Falkenberg med Keramodas shop og keramik-værksted som baggrund.

Tirsdag den 31. maj 2022

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Et kontorfællesskab i Keramoda-bygningen på Strandvejen er et nyt trin i udviklingen af Lønstrup som et moderne turistcenter.

Lige nu har håndværkerne travlt med ombygning af den længe, der huser keramik-værksted, shop og café i underetagen. Kontorfælleskabet indrettes i den hidtil uudnyttede tagetage.

”Vi bliver helt færdige til 1. juni, og de første brugere har allerede lavet aftaler og er rykket ind fra 1. maj,” siger Vibe Falkenberg, der ejer og driver Keramoda-virksomheden.

Der er plads til fire i det fælles kontorrum, hvor brugerne får arbejdsplads og netværk. Udlejning kan tilpasses efter behov – helt ned til timebasis, hvis man er på ferie og får behov for et skrivebord.

Ved siden af kontorfællesskabet indrettes en lejlighed til f. eks. en foredragsholder eller andre på kortvarigt ophold i landsdelen.

Vibe Falkenberg overtog Keramoda efter sin far, Mogens Falkenbergs pludselige død for fem år siden. Siden har hun kontinuerligt udvidet aktiviteterne i det, der oprindeligt var et keramisk værksted med tilhørende butik.

Der er tilføjet en café ved butikken, og bag længen er bygget tre hytter med badefaciliteter, der kan bruges til ophold året rundt.

Vibe Falkenberg driver Keramoda under overskriften ”Kunst, kultur og overnatning”.

”Min ambition er at udvikle Keramoda til et samlingssted, som kan bidrage til at gøre Lønstrup endnu mere interessant for både turister og beboerne i lokalsamfundet,” siger Vibe Falkenberg.

Keramoda ligger i den sydlige ende af Strandvejen, og både Vibe Falkenberg og hendes naboer kan mærke, at udviklingen hos Keramoda – blandt andet med koncerter på gårdspladsen i sæsonen – har givet øget aktivitet i den ende af byen og dermed bidraget til at gøre Lønstrup endnu mere attraktiv.

Del denne artikel