En robot, seks mennesker og 52.000 høns

Høj automatisering bag produktion af 9 mio. rugeæg årligt

Lars-Peter Boel blandt sine 52.000 æglæggende høns.

Tirsdag den 8. november 2022

Hvad skal der til for at producere 9 mio. rugeæg om året?

Det korte svar er, at der skal bruges 52.000 høns, seks mennesker (tre af dem på deltid) og en robot.

Sådan går det i hvert fald for sig på Nr. Møllegaard ved Skallerup, hvor høj automatisering ligger bag en rationel produktion.

Mange vil nok studse over anvendelse af en robot i en landbrugsvirksomhed.

”Vi har anskaffet robotten af to årsager. Dels sparer den personale, dels tager den det tunge arbejde i vores pakkeri, hvor vi daglige sorterer, pakker og flytter tre til fire europaller med rugeæg, dvs. cirka 2,5 tons,” fortæller Lars-Peter Boel, der ejer og driver Nr. Møllegaard.

Nr. Møllegård har jævnligt besøg af skoleklasser, der får suppleret biologiundervisningen. Her er det en 6. klasse fra Hirtshals.

Lars-Peter Boel skiftede fra traditionelt landbrug til produktion af rugeæg i 1998, hvor det første ”hønsehus” blev opført. I 2003 og 2014 er der udvidet med to haller mere, så der i alt er cirka 10.000 kvm. under tag.

Anlægget er automatiseret og kan styres via pc’en på kontoret eller fra Lars-Peter Boels mobiltelefon.

Hønsene lægger omkring 45.000 æg dagligt. De fleste transporteres på transportbånd fra rederne til pakkeriet. Ikke alle æg lægges dog i rederne, de opsamles manuelt fra gulvet i hallerne.

Fra Nr. Møllegaard sendes rugeæggene til rugeriet DanHatch i Vrå og derfra videre til egentlige slagtekyllingefarme.

Lars-Peter Boel får sine høns fra Sverige.

”Samtlige 52.000 høns udskiftes efter knap et år på Nr. Møllegaard. De udtjente høns sendes til slagtning i Holland eller Tyskland. Vi har desuden en vist lokalt salg af suppehøns, og nogle af vores høns ender desuden som dyrefoder i zoologiske haver,” forklarer Lars-Peter Boel.

Hønsene fodres med 2800 tons foder pr. år. 65 procent er hvede, som opkøbes hos lokale landmænd. Resten er foder med nødvendigt supplerende indhold, som købes hos foderstoffirmaer.

Nr. Møllegaard bruger 15.000 liter vand i døgnet og 200.000 kWh elektricitet på årsbasis.

”El-regningen er med de seneste prisstigninger noget af en belastning. Med vores placering kylling-branchens stramt tilrettelagte produktionsflow er det ellers relativt forudsigeligt at budgettere indtægter og omkostninger. Men de seneste måneders strømpris har betydet, at vi nok må se i øjnene, at regnskabet for 2022 får røde tal på bundlinjen. Og vi har ellers år efter år haft sorte tal,” siger Lars-Peter Boel.

Martin Bundgaard foran robotten, der lægger æggene i bakker og flytter bakkerne på paller.

Del denne artikel