En hjælpende hånd til iværksættere

The Dynamic Way er en gratis online test af styrker og svagheder

Mandag den 7. februar 2022

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Test dig selv som iværksætter. Udpeg ærligt dine styrker og svagheder. Og få derefter tilbudt en hjælpende hånd fra erhvervsfolk med erfaring i startup af nye virksomheder.

Det er tilbuddet fra Erhverv Hjørring DYNAMIC, der har udviklet et gratis online værktøj The Dynamic Way for at understøtte iværksættere.

Lasse Gram Pedersen fra netværket Erhverv Hjørring DYNAMIC er en af initiativtagerne til The Dynamic Way. Han forklarer:

”At være selvstændig er ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Alle iværksættere har brug for råd og vejledning. Det er min erfaring fra efterhånden mange års arbejde med iværksætteri.

The Dynamic Way er et simpelt værktøj, der giver iværksætteren mulighed for at give et sammenhængende billede af styrker og svagheder i et startup-projekt.

Når testen er afsluttet, får iværksætteren det samlede resultat tilsendt og får samtidig tilbudt at sende resultatet til Erhverv Hjørring DYNAMIC, der derefter vil vende tilbage med tilbud om råd og vejledning.”

The Dynamic Way består i, at iværksætteren bliver bedt om at give sig selv og sit startup-projekt karakter fra 1 til 10 spændende fra Svag til Fantastisk på en lang række relevante områder.

Testen giver et godt billede af, hvor man som virksomhed er stærk, men endnu vigtigere, hvor man er svag og skal bruge ekstra ressourcer eller hjælp.

Det understreges, at besvarelsen bør være 100 pct. ærlig, og at det ikke nødvendigvis er en styrke at have topkarakter på alle områder. Derimod er det vigtigt, at iværksætteren tør belyse sine svagheder og dermed skabe et langt stærkere grundlag for sin virksomhed.

Del denne artikel