Digitalt styr på millioner af flasker vin

Erhverv Hjørring-medlemmer besøgte vækstvirksomheden Supervin

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Supervin-ejer Mads Jensen og direktør Karsten Jakobsen var værter, 42 medlemmer af Erhverv Hjørring var gæsterne, og 1.280.000 flasker vin dannede rammen om erhvervsforeningens Visit-arrangement i går.

Flaskerne stod i kasser i flere etager i Novins 7000 kvm store lager på Mandøvej. Det er her, vinene kommer ind fra producenterne, og det er herfra, ordrerne distribueres. Dels som en gros-salg til detailhandel og restauranter, dels som direkte salg til forbrugere via Supervin-butikken på Skagensvej og ikke mindst som online-salg gennem Supervins internet-butik.

Mads Jensen – ejer og CEO, Supervin A/S og Novin A/S

Den omfattende trafik ind og ud af det store Novin-lager styres fuldstændigt af et warehouse management system, som modtager ordrerne og dirigerer små gaffeltrucks rundt i de tre haller, hvor systemet har styr på placeringen af de mange tusind kasser med vin.

Systemet er så nøjagtigt, at der i dag er mindre end én fejl pr. 1000 ordrer.

Langt størstedelen af detailhandlen hos Supervin foregår online. Webshoppen har cirka 5 mio. besøg på årsbasis, og sidste år blev der afgivet i alt 155.000 digitale ordrer.

Supervin markedsfører sig også intensivt via Facebook, bl. a. med små videoer, hvor Svende, alias Svend Erik Jensen, præsenterer gode tilbud til Supervins over 100.000 følgere.

Webshoppen er ikke blot Supervins vigtigste afsætningskanal. Den er også et fintmærkende barometer for kundernes prioriteringer af produkter og priser.

”Handel med vin – især i det brede konsumområde – er meget prisfølsomt. Via webshoppen får vi meget præcise indikationer af, hvor vi skal ligge prismæssigt for at optimere salget,” siger Mads Jensen, der startede Supervin i 2012 med seks medarbejdere. I dag er der 60 ansatte i Supervin A/S og Novin A/S.

Efter rundvisningen på Novin-lagret blev gæsterne fra Erhverv Hjørring gæstfrit beværtet i kælderen under Supervin-butikken med tapas og smagsprøver på Supervins produkter.

Del denne artikel