Den gode historie: Hjem igen efter 15 år

Luise og Mathias Kyhnau Moltsen valgte en ny tilværelse i Løkken

Luise og Mathias Kyhnau Moltsen i FYSION – Mathias’s klinik i Løkken.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Problemet er desværre alt for velkendt. Hvert år har Hjørring kommune en nettofraflytning på op mod 300 personer. En stor del er unge, der flytter for at uddanne sig. Og mange af dem vender aldrig tilbage. Det er en væsentlig årsag til, at Hjørring kommunes befolkningstal skrumper, og at virksomhederne har svært ved at finde kompetent lokal arbejdskraft.

Derfor er Luise og Mathias Kyhnau Moltsen en god historie – et bosætningspolitisk ønske-eksempel. De har efter en længerevarende uddannelse og 15 år i Aarhus valgt at vende hjem og satse på en ny tilværelse med base i Løkken.

Luise er opvokset i Vrå, uddannet som tandlæge i Aarhus og arbejder nu i Hjørring. Mathias er fra Hjørring, uddannet fysioterapeut og har kastet sig ud i at være iværksætter med egen klinik, FYSION, på Torvet i Løkken.

Hvorfor valgte Luise og Mathias at gå imod trenden og flytte tilbage til Vendsyssel?

”Udgangspunktet var nok, at vi efter vores datters fødsel gjorde os nogle eksistentielle overvejelser om, hvad vi ville med vores liv. Vi var etableret i Aarhus med eget hus og et netværk af venner. Men dybest set har vi altid følt os som nordjyder,” siger Luise.

”Der var også et økonomisk aspekt. Ved at sælge vores ret lille, men efterhånden dyre hus i Egå kunne vi købe en stor grund i Løkken og bygge vores drømmehus,” supplere Mathias.

At det netop blev Løkken, som blev Luises og Mathias’s nye base, var langt fra tilfældigt. Begge holder af naturen, af nærheden til havet, og for Mathias’s vedkommende af muligheden for at surfe. Og så var de også tiltrukket af, at Løkken udstråler energi og udvikling.

”Byen har alt, hvad vi har brug for. Skole, idrætsanlæg, butikker – og kortere vej til mit arbejde i Hjørring, end jeg havde i Aarhus. Og så har vi familien tæt på,” siger Luise.

Mathias har en klart formuleret vision med oprettelsen af FYSION. Han siger:

”Min vision med FYSION er at skabe en unik behandlingsoplevelse, som sætter den enkelte i centrum med skræddersyede løsninger og moderne fysioterapi. FYSION skal være en nytænkende specialklinik med særlig stor erfaring og kompetencer indenfor længerevarende ryg- og nakkesmerter.”

FYSION står udenfor sygesikringen, og Mathias er derfor ikke bundet af rigide regler i det offentlige system. Han oplever, at fysioterapien indenfor sygesikringen er presset og gammeldags med løsninger mere baseret på tradition end på viden.

”I FYSION sætter jeg den enkelte i centrum med skræddersyede løsninger og moderne fysioterapi med speciale i længerevarende ryg- og nakkesmerter. Mit mål er at gøre mine klienter uafhængig af behandlere i fremtiden ved at give dem redskaber til at genopdage deres krops muligheder og genopbygge tillid til kroppen igen,” forklarer Mathias.

Som iværksætter har Mathias måtte sande, at der er mange udfordringer ved siden af det faglige. Økonomi, markedsføring, daglig drift og så videre. Han har fra starten fået hjælp af en revisor og en konsulent med særlig viden om fysioterapi-området.

Foreløbig står Mathias selv for det hele i klinikken, der er indrettet i overensstemmelse med Mathias’s tilgang til behandlingen med en samtalegruppe ved siden af udstyr til fysiske øvelser.

”Jeg kan godt lidt at fuld indsigt i alt, hvad der foregår. På sigt kan det godt være, jeg får behov for en sekretær. Det går i hvert fald forretningsmæssigt tilfredsstillende. Jeg har primært kunder her fra Løkken, men efterhånden også fra Hjørring og Brønderslev,” siger Mathias.

Del denne artikel