Den dyreste anlægsinvestering nogensinde

Havneudvidelse i Hirtshals til gavn for lokalt erhvervsliv på både langt og kort sigt

Hirtshals Havn: Som den ser ud i dag (øverste foto), og som den forventes at se ud efter den planlagte udvidelse.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Med en forventet pris i omegnen af 1 mia. kr. bliver den kommende udvidelse af Hirtshals Havn den dyreste anlægsinvestering nogensinde i Hjørring kommune.

Til sammenligning investerer Novo Nordisk i øjeblikket godt en halv milliard kr. i udvidelsen af penkanyle-fabrikken i Hjørring. Det er den hidtil største private erhvervsinvestering i kommunen.

De største offentlige investeringer i Hjørring kommune er foretaget på Regionshospital Nordjylland, hvor Medicinerhuset og Kvinde/barn-huset hver kostede omkring en kvart milliard kr.

I hvilket omfang er der forretningsmuligheder for lokale virksomheder i havneudvidelsen?

På det lange sigt består mulighederne naturligvis i, at Hirtshals Havn med udvidelsen af både besejlingsmuligheder og erhvervsarealer forbedrer rammerne for erhvervsudvikling i det hele taget i kommunen.

Men også på det korte sigt giver det store anlægsarbejde muligheder for lokale virksomheder.

Det første store spørgsmål er: Hvem skal være hovedentreprenør på milliard-projektet? Det kommer der svar på i løbet af foråret.

Havneudvidelsen er netop lagt i EU-udbud. I første omgang skal der ske en prækvalificering. Det betyder, at virksomheder eller konsortier skal dokumentere, at de har knowhow og økonomi til overhovedet at kunne påtage sig opgaven.

Herefter vælger bygherren, hvem der kan få lov at give et egentlig tilbud på opgaven. Hirtshals Havn vil så gå i forhandling med tilbudsgiverne for at finde frem til det optimale projekt.

Størstedelen af udvidelsen består i entreprenøropgaver, dvs. anlæg af moler, kajanlæg og nye erhvervsarealer. Umiddelbart er der næppe lokale entreprenørvirksomheder, der vil være i stand til at løfte opgaven selvstændigt. Men det er en mulighed, at lokale virksomheder kan danne eller indgå i konsortier, der kan byde ind på opgaven.

Uanset hvem entreprisen går til, er det imidlertid sandsynligt, at der under udførelsen vil blive mange opgaver til lokale underentreprenører. Det er almindeligt ved store anlægsopgaver, at hovedentreprenøren hyrer lokale virksomheder til en række opgaver som for eksempel transport, el og vvs.

Tidshorisonten for projektet er, at havnen forventer at kunne forelægge et færdigt projekt for ejeren, Hjørring Kommune, til godkendelse i byrådet i efteråret. Selve arbejdet kan så gå i gang til næste år. Det forventes at vare 2-3 år. Varigheden afhænger bl. a. af, om entreprenøren vil arbejde sæsonbestemt eller hele året rundt.

Del denne artikel