Bo Geertsen hædret som æresmedlem

Erhverv Hjørrings direktør hyldet ved afskedsreception

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Efter 26 års virke for erhvervsudvikling i Hjørring blev Bo Geertsen udnævnt til æresmedlem af Erhverv Hjørring.

Det skete i forbindelse med Bo Geertsens afskedsreception, der blev holdt i forlængelse af Erhverv Hjørrings generalforsamling tirsdag på Svanelunden i Hjørring.

Du kan se fotos fra afskedsreceptionen i billedkavalkaden herover.

Æresmedlemsskabet blev præsenteret af Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, foran mere end hundrede erhvervsfolk, politikere, embedsmænd samt familie og venner.

I sin tale til fremhævede A. Neil Jacobsen, hvordan Bo Geertsens indsats lige siden ansættelsen som erhvervschef i 1997 i det daværende Hjørring Erhvervsråd har været præget af ambitionen om at udvikle den by og egn, han er vokset op i, og hvordan Bo Geertsen har evnet at parre sin entusiasme for udvikling og iværksætteri med den kølige pragmatisme, der er nødvendig for at skabe resultater i et politisk miljø.

Du kan læse hele formandens tale til Bo Geertsen her.

Fra rækken af taler, der takkede Bo Geertsen for hans indsats, og ønskede ham held og lykke i sin nye tilværelse, er her er nogle karakteristiske citater:

Advokat Birte Dyrberg:
”Da jeg som formand for det daværende Hjørring Erhvervsråd ansatte dig som erhvervschef, var jeg aldrig i tvivl om, at du var den rigtige til jobbet. Og tiden har vist, at jeg havde ret.”

Borgmester Søren Smalbro:
”I det erhvervspolitiske samarbejde med Erhverv Hjørring har du vist dig som flittig, ordentlig og varm.”

Direktør Ole Peter Christensen:
”Som mangeårig formand for Hjørring ErhvervsCenter har jeg lært dig at kende som ualmindelig flittig og dygtig til at manøvrere i vanskelige situationer. Og som cykelkammerat er du frygtløs, når det går nedad på mountainbiken.”

Advokat Henrik Willadsen:
”I min formandstid i Erhverv Hjørring viste du dig som et ualmindeligt venligt menneske uden at være konfliktsky. Redelig, vil jeg kalde dig.”

Revisor Morten Ovesen:
”For alle os i BDO har du været en fuldstændig fantastisk partner at arbejde sammen med.”

Bo Geertsen afsluttede selv talerækken ved at sammenfatte forløbet, siden han for 26 år siden sammen med sin kone Tina og to små piger på ét og tre år vendte tilbage til sin fødeby.

”Hvor er tiden blevet af, spørger jeg mig selv? Men perspektivet bliver klart, når jeg nu ser på familien med mine tre døtre, som nu er voksne, med Tinas og mit første barnebarn og ét mere på vej. Dem ser jeg frem til at få mere tid til…..”

Del denne artikel