ENTOMASS

ENTOMASS vandt 1. præmien i Dynamic StartUp Challenge 2019. Vi har spurgt dem om, hvad de har fået ud af at være med i konkurrencen.

Hvad var jeres motivation for at starte egen virksomhed?
Vores familie – det er for vores børns skyld, at vi har startet en virksomhed med et bæredygtigt formål. Det er en stor drivkræft og motivation for os, at overlevere verden til næste generation, med en større respekt end vi selv har modtaget den med. Vi blev uddannet og fik børn nogenlunde samtidig og blev i den forbindelse enige om, at vi blev nødt til at finde ud af, om vi kunne opfinde noget revolutionerende. Vi startede processen med at kigge hinanden i øjnene og indse, at vi havde en energi, ballast og nogle kompetencer som skiller sig ud fra mange andre med en baggrund som bioingeniører. Derfor gik vi i gang med at undersøge mange forskellige områder og i begyndelsen lå dét at arbejde med insekter ikke ligefrem i kortene. Mads Skjærbæk havde insekter derhjemme og vi gik langsomt i gang med at afprøve alle mulige fjollede projekter med dem. Vi blev fascineret af de tendenser, vi kunne observere mht. insekterne og måden vi kunne systematisere processerne – det er sådan noget vi især elsker. På den måde var der konstant nye opdagelser, der pegende os i retning af vores idé, som derfor blev til ENTOMASS.

Hvad fik jer til at deltage i Dynamic StartUp Challenge?
Vi blev forslået at deltage af Allan Kiilsholm Petersen fra Hjørring ErhvervsCenter. Han har været en meget god hjælp og guide for os, når vores idéer har peget i for mange forskellige retninger.

Hvad fik I ud af at være med i Dynamic StartUp Challenge:

 – Hvad brugte I pengene til? 
De er hovedsageligt blevet brugt til udvikling af prototyper i produktionen. Vi har været i gang med en proces, hvor vi har udviklet på kasserne, som larverne opbevares i, for at gøre dem så praktiske som muligt.

 – Hvad har I fået ud af vækstguideforløbet med konsulenterne fra Hjørring ErhvervsCenter (og evt. plads i GARAGEN)?
Forløbet med Allan Kiilsholm Petersen fra Hjørring ErhvervsCenter, har været den største værdi for os ved at vinde Dynamic StartUp Challenge. Han har været som en klippe for os og vi har følt at han, ligesom os selv, har gået den ekstra meter for vores virksomhed, og det er trist at forløbet er ved at komme til en ende. Vi har desuden fået en innobooster og innofounder, hvilket har været utroligt godt og givende for udviklingen af ENTOMASS.

 – Har det givet jer anden værdi at være med i Dynamic StartUp Challenge?
Vi har fået god omtale, hvilket har skabt stor værdi for os. Derudover synes vi at Dynamic StartUp Challenge er en konkurrence som giver mening! – ét er at man får pengene som lander et tørt sted, når man er iværksætter, men et andet er den personlige sparringspartner, man kan få og som ved, hvordan man skal gribe tingene an som iværksætter. Vi tror, der er mange iværksættervirksomheder, som kunne være blevet meget større, hvis de havde haft glæde af en udefrakommende sparringspartner.

Hvordan går det jeres virksomhed nu?
Vi er vokset meget side konkurrencen og det går rigtig godt nu. I dag er virksomheden det sted som vi havde aftalt for 2 år siden.

Hvilke råd vil I give til andre nystartede iværksættere eller til dem som overvejer at starte selv?
Et råd fra os er helt klart at snakke med andre iværksættere og folk fra branchen, der har kendskab til, hvordan tingene fungerer. Der er rigtig mange guldkorn at hente ved at tage kontakt til andre fra iværksætterbranchen. Som iværksætter er man nødt til at kunne ”det hele”, og man kan ikke nøjes med f.eks. at være ekspert i printermaskinen – man bliver nødt til at vide, hvor man får printerpatronerne, hvilken type papir du bruger, hvilken internetforbindelse kræver det osv. I vores forløb har vi ofte undervurderet, hvor komplekse nogle ting kan være, og er derfor gået i gang med for meget på en gang. Undervejs har vi også opdaget, at nogle Supply Chains eller værdikæder ikke giver mening rent praktisk. For os har det især været ændring af lovgivningen, der har haft store konsekvenser. Der er næsten altid nogen, som har været igennem et lignende problem tidligere, og det er derfor rigtig givende at komme i kontakt med de her personer, når man er nyopstartet.

dynamic-startup-challenge-iværksætterkonkurrence-hjoerring-hjoerringkommune-vindere-førsteplads-1-plads-2019

Etablering: 2017

Produkter: Bæredygtig produktion af fluelarver til dyrefoder

Ejere: Mads Heinrich Juul & Mads Skjærbæk

Antal ansatte: 1

Hjemmeside: www.entomass.dk

LinkedIn: ENTOMASS

dynamic-startup-challenge-iværksætterkonkurrence-hjoerring-hjoerringkommune-vindere-2019