Praktikanten gjorde gavn fra starten

UCN-studerende videreudviklede ny website for Pejsen.com

Den fysiske butik på Frederikshavnsvej er suppleret af en nyudviklet webbutik, som UCN-praktikanten har medvirket til at gøre til et vigtigt aktiv for Pejsen.com.

Mandag den 17. maj 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Det blev med det samme til gavn for Pejsen.com, da Mads Ladefoged Jensen tilrådte som praktikant i januar i år. Den første af slagsen i virksomheden.

Mads Ladefoged Jensen, praktikant fra UCN hos Pejsen.com

Pejsen.com har siden 2013 suppleret den fysiske butik på Frederikshavnsvej i Hjørring med en webbutik, som blev redesignet i 2019 og gav muligheder for yderligere udvikling af digital markedsføring og salg.

Det var praktikanten lige den rette til. Med sin baggrund som studerende på University College Nordjyllands grundforløb i salg og markedsføring havde han en teoretisk baggrund, og det supplerede han med initiativ og lyst til at arbejde med salg i praksis.

”Sammen med UCN udformede vi sidste år et opslag på en praktikantstilling og fik fem ansøgere. Med Mads mærkede vi straks en rigtig god kemi, og han har lige fra starten bidraget positivt til vores digitale markedsføring,”, siger Louise Egebak, som er web og marketing manager hos Pejsen.com.

Fra starten fik praktikanten præsenteret en række opgaver, som skulle løses, men indenfor bestemte rammer fik han i øvrigt spillerum til selv at tage initiativer og finde løsninger.

Det har specielt givet sig udslag i en række kampagner ledsaget af særlige tilbud, og det har haft en positiv indvirkning på salget hos Pejsen.com.

For Mads Ladefoged Jensen har praktikopholdet betydet, at han har fået bestyrket sin lyst til at arbejde med salg og markedsføring. Faktisk så meget, at han allerede nu er fristet til at søge ud i det praktiske liv.

”Vi har dog kraftigt opfordret ham til at fortsætte studierne. Mere teoretisk baggrund vil være til gavn for ham på det lange sigt,” siger direktør og indehaver af Pejsen.com, Tommy Lundholm Kristensen.

Lige nu skriver Mads Ladefoged Jensen på sin praktikopgave. Den handler – naturligvis – om de opgaver, han har arbejdet med hos Pejsen.com.

”Når Mads er færdig med sin opgave, skal vi finde ud af, om de fortsatte studier kan kombineres med et studiejob her hos os,” siger Tommy Lundholm Kristensen.

Erfaringerne med den første praktikant fra UCN har været så positive, at virksomheden regner med at lave et nyt praktikopslag til den runde, der starter på UCN til efteråret.

Del denne artikel