Industrielle rester bliver til værdifuld næring

Entomass og Scandic Foods som skoleeksempel på grønnere ressourceudnyttelse

Mads Skjærbæk (tv) og Mads Juul, iværksætterne bag Entomass, foran kassevis af soldaterfluelarver, der omdanner industrielle restprodukter til værdifuld ernæring.

Tirsdag den 27. april 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Bæredygtig produktion og innovativ udnyttelse af ressourcer er en påtrængende nødvendighed. I det store og i det små. Et samarbejde mellem de to i øvrigt meget forskellige lokale virksomheder, Entomass og Scandic Foods, er et skoleeksempel på, hvordan også industriel symbiose i mindre format kan bidrage til grønnere ressourceudnyttelse.

De to virksomheders samarbejde går ud på, at organisk restmasse fra produktionen af fløde og marmelade hos Scandic Foods bruges til føde for de larver, der danner grundlaget for Entomass’s produktion af petfood.

Fabrikschef Dan Knudsen ved siden af “Dummepeter”, det interne navn for den tank, der indeholder rester fra marmeladekogning.

Udgangspunktet for det symbiotiske samarbejde var, at Entomass’s direktør, Mads Juul, i sin søgen efter foderemner til sine larver ringede til fabrikschef Dan Knudsen og spurgte, om ikke Scandic Foods havde nogle restprodukter, der kunne bruges.

Det havde han. Dels har spildevandet fra produktionen af fløde fra palmeolie et stort fedtindhold, som i forvejen blev fjernet fra spildevandet, inden det blev udledt til kloaksystemet. Dels er der efter kogning af marmelade et bundfald i gryderne, som ikke kan anvendes kommercielt.

Der blev hurtigt indgået en aftale. Entomass fik de organiske rester foræret mod at betale afhentning og transport. Så nu har det i snart et par år været sådan, at der hver uge afhentes omkring otte tons palmeoliefedt og marmeladebundfald i Tårs og køres til Entomass, hvis produktion ligger ved Løkkensvej sydvest for Hundelev.

” Det er en win/win situation set fra et økonomisk synspunkt. Men egentlig synes jeg, at den største gevinst ligger i, at vi medvirker til at understøtte større bæredygtighed både hos os selv og hos Entomass,” siger fabrikschef Dan Knudsen.

I øvrigt har samarbejdet mellem Entomass og Scandic Foods også antaget en anden dimension. Fabrikken i Tårs har i takt med en løbende opgradering af produktionen udrangeret materiel såsom kedler og pumper, og en del af dem har Entomass overtaget til den fortsatte vækst i den kun godt tre år gamle virksomhed.

Entomass holder i dag til i en 2000 kvm. stor hal. Det er virksomhedens fjerde produktionssted. Hvert sted er hurtigt blevet for lille. Det er også tilfældet med det nuværende.

”Vi går efter at finde 10.000 kvm til en egentlig industriel produktion i stor skala,” siger Mads Juul, der sammen med Mads Skjærbæk er stifter og leder af Entomass.

Den fortsatte udvidelse af produktionen kræver også stadig mere føde til de millioner af soldaterfluelarver, som forvandler organisk restmasse til proteinrig ernæring til dyr.

”Restprodukterne fra Scandic Foods dækker cirka en tredjedel af vores behov. Vi leder efter nye og faste leverandører af større mængder. For eksempel bryggerier og mejerier,” siger Mads Juul.

Produktionen hos Entomass foregår på den måde, at når larverne har ædt sig store, bliver de vasket, frosset (det er en skånsom død) og pakket. Over 90 pct. af produktionen eksporteres, primært til Tyskland.

”Men vi forventer at øge eksporten til det sydlige Europa i de kommende år,” siger Mads Juul.

Del denne artikel