Edison-projekter med grønt tema

325 skoleelever deltog i den lokale udgave af iværksætter-event

Torsdag den 18. november 2021

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

325 elever fra 6. og 7. årgang fordelt på 90 hold har pitchet innovative idéer ved dette års lokalfinale i Projekt Edison under overskriften: ”Klima – hvordan kan du gøre en forskel?”.

Det er fjerde gang Projekt Edison afholdes i Hjørring Kommune, og igen i år var elevernes ideer imponerende. I alt 7 hold går videre til landsfinalen i uge 47, hvor de skal dyste mod elever fra resten af Danmark. Førstepladsen gik til 6.x fra Horne skole

Som noget nyt blev der også uddelt en pris for ”Bedste grønne idé” sponseret af Erhverv Hjørring DYNAMIC, som også har klima og bæredygtighed i fokus.

Lasse Gram Pedersen, medlem af netværket Erhverv Hjørring DYNAMIC og bestyrelsesmedlem i Erhverv Hjørring med iværksætteri som særligt ansvarsområde, siger i en kommentar til Edison-eventen:

”Erhverv Hjørring DYNAMIC bakker med stor entusiasme op om Projekt Edison. Vi støtter lokalt iværksætteri og udvikling. Det er dejligt at se den iver og kreativitet, som de mange Edison-deltagere udviser. Det lover godt for fremtiden i vores erhvervsliv.”

Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Undervisningen foregår tværfagligt, og eleverne får mulighed for at arbejde selvstændigt samt udfolde sig kreativt.

Del denne artikel